- Skrevet af Lisa Bærentsen
- Published in Månedens gæst
Syv-dobbelt Danmarksmester i Hip Hop takker af
Det er skam ikke med god vilje, at 40-årige Mette Gladney Rundqvist fra Viborg må sige tak for dansen og indstille sin voksendansekarriere.
Mette er gjort af et særligt stof. Hun har altid elsket at danse. Sådan virkelig ELSKET. For Mette er dans en lige så vigtig del af livet som at spise og sove. Hun startede på danseskole, da hun var 4 år gammel.
Sidste år vandt hun sit 7. Danmarksmesterskab i Hip Hop, men i år må hun se guldmedaljen blive hængt om halsen på en anden i voksenrækken. Mette trækker sig nemlig fra turneringsdans, som ellers har fyldt rigtig meget i hendes liv, stort set altid!
Alt handler om sport hjemme hos os
Hele Mettes familie er aktive. Meget aktive. Faktisk er hun og hendes mand af den holdning, at deres børn skal dyrke en konkurrencesport. De bestemmer selv hvilken.
’Det at dyrke konkurrencesport danner et menneske,’ forklarer Mette. ’Det udvikler os og giver os en følelse af, at hvis vi arbejder for noget med stor vilje og dedikation, så kan man rykke rigtig meget og opnå noget stort. Med en indre motivation og det nødvendige drive, kan man nå store mål.’
Mette har netop vist mig sønnen Oscars værelse. Et tydeligt bevis på, hvor dedikeret en triatlet, han er blevet – lige som sin far Michael, der er dansk mester i sprint triatlon og også har gennemført flere ironmans. Oscar gik til dans i en enkelt sæson, men valgte at fokusere på fodbold og som 14-årig fandt han ud af, at han lige som sin far ville gå all in på triatlon-træningen. Og der er tydeligvis lagt mange træningstimer siden. Faktisk venter de i øjeblikket svar på, om Oscar bliver udtaget til EM og VM. Men først skal han lige til VM i Cross Triatlon i juli måned. Og det efter en meget alvorlig påkørsel under en træning i sommeren 2016. Jeg er allerede ret sikker på, at jeg er kommet på besøg hos Familien Fighters.
Datteren Yasmin er fulgt i Mettes dansefodspor. Hun danser både Hip Hop og Disco og har, lige som sin storebror, et værelse der bugner af medaljer og pokaler. Det var faktisk i forbindelse med Yasmins deltagelse ved DM, da hun var 7 år gammel, at Mette fik øje på voksenrækken og fik lyst til at blive turneringsdanser – igen. På det tidspunkt var Mette ’bare’ elev på samme danseskole som Yasmin, men som gammel elite Rock’n Roll danser trak det i dansefødderne, hver gang hun var med ude til en turnering. Så i 2011 stillede Mette op til sit første DM som voksendanser – og vandt! Siden da har Yasmin og Mette fulgtes ad til turneringer. Og i 2017 vandt Mette så sit 7. DM i træk! Yasmin synes ikke, det er spor pinligt at have sin mor med til turnering, når hun nu er så god:-)
Mettes mindste søn Elliot er også vild med at danse og stillede i starten af året op til sin første Hip Hop turnering, hvor han charmerede dommerne og fik en flot 3. plads. Elliot har også været med til 2 triatlon stævner og han har valgt at gå til svømning for at blive dygtigere til triatlon. Der er ingen tvivl om, at han ser op til sine søskende:-)
Så når Mette siger, at alt handler om sport i deres familie, så mener hun det. Altså lige bort set fra, at Michael har eget malerfirma og Mette passer sit arbejde som SFO-pædagog på en skole i Sejs ved Silkeborg. Et job Mette gladeligt kører 48 km for, da hun også her får lov at bruge sin dansebaggrund. De søgte nemlig én, der kunne danse med børnene i SFO-tiden. Og det gør Mette. Der bliver hvert år lavet fællesdans til Gøglermarked, som er et fællesarrangement i Silkeborg Kommune, og den får hele armen med råb, dans og vejrmøller, når skolen deltager i den årlige heppekorskonkurrence. Hun er med til at lave koreografi til det årlige skuespil, der bliver lavet i løbet af en emneuge og så er der selvfølgelig diverse opvisninger til SFO-arrangementer og almindelige dansehold. Hvis der er nogen, der synes, de bevæger sig for lidt på skolen, så er det i hvert fald ikke Mettes skyld og hun nyder at kunne bruge det, hun brænder aller mest for i sit arbejdsliv.
Pludselig tager snakken en mere alvorlig drejning og Mette bliver lidt berørt. For lige nu arbejder Mette faktisk kun ganske få timer om ugen.
For 4 måneder siden fik hun nemlig et piskesmæld, da hun blev påkørt af en billist, mens hun holdt for rødt i et lyskryds. Hun har døjet med rygsmerter og hovedpine i så høj grad, at hun først nu kan være på arbejde i flere timer af gangen.
Dansede på trods af smerte
Men det er ikke derfor, Mette måtte beslutte sig for at stoppe med turneringsdans.
’For et par år siden fik jeg konstateret slidgigt,’ fortæller Mette. ’Jeg har trænet 5 timer om ugen plus det løse herhjemme i kælderen, hvor vi har spejlvæg og det har gjort ondt i hele kroppen. Det betyder så meget for mig at danse, at det var ok, at det gjorde ondt og det har kostet dage med restitution bagefter.’
Men selvom man bliver opfordret til at være aktiv for at holde slidgigten i ave, så er det ikke godt for kroppen at presse den så meget, som der kræves, når man danser på så højt niveau.
Derfor har Mette taget den svære beslutning at stoppe og den dag til DM i maj sidste år blev altså Mettes sidste som turneringsdanser. Og hvilken turnering! Hun nød hvert et sekund og det var den bedste danse-dag i hendes liv (og det siger ikke så lidt!). Hun kunne hænge endnu en guldmedalje hjem til samlingen og se sig selv ubesejret til DM igennem 7 år.
’Det bliver meget mærkeligt, at der skal findes en ny Danmarksmester til maj,’ siger Mette, forståeligt nok med et vist vemod i stemmen.
Mette stopper dog ikke med at danse. Lige nu følger hun undervisningen fra sidelinjen, indtil hun er sluppet af med rygsmerter og hovedpine efter piskesmældet. Hun er så småt på vej tilbage til at kunne genoptage både dansetræning og -undervisning.
’Før piskesmældet dansede jeg 2 timer om ugen plus 1 time som instruktør i Hip Hop/Disco,’ fortæller Mette, som naturligvis glæder sig helt ubeskriveligt til at komme tilbage på dansegulvet.
Selvom jeg kunne fortælle meget mere om Mettes danseliv, så vil jeg ’lade den står her’, fordi Mette fortjener en stående applaus for netop hendes dansebidrag i voksenlivet. En indsats mange af os andre ’gamle’ turneringsdansere kun kan beundre og bukke os i støvet for. Sådan lige at få 3 børn og genoptage dans på højt niveau samtidig med at der ydes fuld opbakning til familiens øvrige sports-engagement. Du er for sej, Mette! Og mon ikke også det bliver lidt ’tomt’, når De Danske Danseskoler sætter præmieskamlerne frem i maj måned? Jeg synes faktisk personligt, at du skulle have lov til at overrække guldmedaljen!
Du skal have et kæmpe TAK FOR DANSEN.
Lisa, dancezone.dk
Om dancezone.dk
dancezone.dk er en danseportal/-blog for dig, der elsker dans og ikke kan få nok af det!!
Det er din indgang til dansens mangfoldige univers - et univers der er så STORT og SPÆNDENDE, at det fortjener sin helt egen side!