• Published in Månedens gæst

 

They ask me why I jump. I ask them why they don’t!

Portræt af 33-årige Louise Jeppesen, jumping-fitness.dk

Hun beskriver sig selv som målrettet, ansvarsbevidst og så måske lidt kræsen. Efter en times interview i hendes beskedne 2v’er i en ghetto i Fredericia, er jeg slet ikke i tvivl; Det er præcis disse tre egenskaber, der har været Louise’s nøgle til succes med at bringe Jumping Fitness til Danmark.

Fra danse-verdenen til fitness-verdenen

’Jeg er egentligt en danse-pige’, smiler den høje Louise, inden hun kaster sig ud i at fortælle om hendes danse-rejse. Den startede som 10-årig, hvor hun gik til Funk/hip hop og showdance hos LB Dans i Fredericia. I årene derefter fulgte dansen med uanset, hvad Louise ellers beskæftigede sig med. Også da hun tog til Odense for at læse HF. I dag beskæftiger hun sig som Social- og sundhedsassistent. Hun har pendlet efter den rigtige danseskole, været hjælper på forskellige hold og har også taget en uddannelse i Dans fra HF, som man kan læse i Odense og Svendborg.

Efter at have undervist i dans i foreningsregi i over 10 år, blev Louise som så mange andre bevægelsesfreaks ramt af Zumba-bølgen. Og pludselig befandt hun sig i fitness-verdenen med 125 glade mennesker på sine Zumba Fitness hold. Og hun befandt sig godt – efter noget tid.

’Det tog mig noget tid at ’finde mig selv’ som Zumba-instruktør’, fortæller Louise, der skulle overtage et hold efter en meget populær instruktør. ’I starten forsøgte jeg at være lige som den gamle instruktør ved at sige og gøre, som hun gjorde.’

Så lyset ved et BørneCancer arrangement

’Først da jeg en dag skulle undervise ved et arrangement til støtte for BørneCancer Fonden sammen med Steen Lund, kom mit gennembrud som Zumba-instruktør.’ Steen Lund fik sagt en lille ting til Louise som fik stor betydning for hendes selvværd og det blev også Louises første erfaring med et fyldt Zumba-gulv. Lige der på scenen fandt Louise sig selv og sin egen instruktør-stil. ’Jeg fandt mit eget fodfæste og turde være mig!’, husker Louise.

Hoppede ud i et helt nyt eventyr

I 2014 gik en video om Jumping Fitness viralt – hele verden blev introduceret for lækre danse- og fitness-moves på trampolin. Og Louise var solgt! Hun fik med sin charme og vedholdenhed overtalt centerchefen i det fitnesscenter, hun var tilknyttet til at satse på denne nye fitnessform og hun blev sendt afsted på uddannelse i London. ’Det er det hårdeste, jeg har prøvet so far’, fortæller Louise. ’Efter første dag var jeg grædefærdig!’ Det intense forløb bestod af teori, praksis og en eksamen og den anden kandidat havde en helt anden baggrund end Louise. Hun kom på sit livs prøve. Men på mirakuløs vis klarede hun sig igennem og fik sit diplom!

Tog Jumping Fitness med til Danmark

Louise blev uddannet Jumping Fitness instruktør og blev samtidig agent for fitnessformen i Danmark. Dvs. at det i dag er Louise, der afholder uddannelse, indkøber og videresælger trampoliner og i det hele taget udbreder kendskabet til Jumping Fitness i Danmark.

Hun driver sit firma ved siden af sit arbejde som Social- og sundhedsassistent og hun er derfor en meget travl dame. Hun tager på messer og laver opvisninger. Hun opsøger nye samarbejdspartnere og promoverer i det hele taget fitnessformen ved enhver mulig lejlighed.

120 instruktører i Danmark

Der er nu over 45 steder i Danmark, som udbyder Jumping Fitness. 120 glade instruktører er kommet igennem nåleøjet hos Louise.

’Der er typisk 10% af et hold, der dumper’, siger Louise ’Og det er dem, der ikke har fanget de basale standarder, ikke kan hoppe i takt eller i øvrigt ikke kan opfylde de krav, vi stiller til en god instruktør’. Den ældste senior-instruktør, Louise har været med til at uddanne er 72 år. ’Det var simpelthen noget af det mest livsbekræftende, jeg har været med til’ smiler hun.

Kunne ikke have gjort det uden netværket

Jeg lægger mærke til at Louise hele tiden siger ’vi’, når hun fortæller om sit store arbejde for at indføre Jumping Fitness i Danmarks foreningsliv. Og det er der en helt særlig grund til. Louises netværk har spillet en stor rolle i forhold til hendes succes. Jumping Fitness’ hovedkontor ligger i Tjekkiet, så det kan godt nok nogen gange føles lidt langt væk. Til gengæld har Louises veninder ikke været langt væk. De har støttet Louise i stort som småt. Nogle har hjulpet med promovering via hjemmeside og facebook. Andre har siddet aften ud og aften ind og lavet e-mail marketing. Mens andre igen har rejst landet tyndt sammen med hende for at deltage på alle de store messer. ’Der skal råbes højt for hele tiden at hælde benzin på bålet’, forklarer Louise. ’Og det ville jeg ikke have kunnet klare uden mine fantastiske veninder, der altid er klar på at give en hånd!’ En af veninderne har endda taget uddannelsen, alene for at kunne hjælpe Louise med nogle konkrete opgaver.

Mine forældre og min chef giver mig vedholdenhed og konstruktiv støtte

Louise erkender at hun har meget lidt erfaring med at drive virksomhed, men tror på at hun alligevel har arvet lysten og viljen fra hendes biologiske far, der er tidligere selvstændig vognmand. ’Han er en kæmpe støtte for mig og bakker mig 100% op i at gøre det, jeg har lyst til’. Louises mor er også en stor støtte og er gerne hende, der kommer med alle de 'bekymrende' tanker, som Louise også skal huske at overveje. Også Louises chef fra fitnesscentret får mange roser med på vejen i forhold til støtte og opbakning, lige som hendes veninder (og deres kærester) igen bliver nævnt, når det gælder at overkomme de ’dårlige dage’ og give Janteloven kamp til stregen. ’Nogen gange er det bare op af bakke hele tiden og jeg føler mig brugt! Så kommer mine veninder og løfter nogle af mine bekymringer af mine skuldre og så kan jeg lidt igen! Jeg føler mig meget privilegeret!’

Wake up call ved begravelse

At Louise har travlt er ikke en hemmelighed, men hun er blevet meget bevidst om, hvad hun fylder sin kalender med. ’Der er andet i livet end jumping,’ siger hun og bliver lidt rørt. ’Da jeg mistede min anden far, satte det tingene i perspektiv for mig!’. For Louise var hendes stedfar også hendes far, selvom det ikke var hendes biologiske far. De havde et godt forhold og han havde en stor andel i at Louise er blevet til den, hun er. 

Med et glimt i øjet fortæller hun dog, at hun ikke synes, hun har tid til at have en kæreste:-)

Glæden ved at dele succes’en med nogen

At Louise skulle få eget cvr.nr. pr. 1.1.2015 lå bestemt ikke i kortene, da hun som barn skulle tænke tanker for sin fremtid. Louise blev mobbet i skolen, fordi hun var en stor pige og brugte briller. Hendes tanker om sig selv var ikke høje, men på forunderlig vis har hun alligevel formået at lægge det bag sig og har lært sig selv at have drømme og turde gå efter dem. At hun har sine fantastiske veninder og netværket omkring sig, sætter hun pris på! Det hersker der slet ingen tvivl om. ’Hvor ville det være kedeligt, hvis man ikke kunne dele sine oplevelser og succes’en med nogen’, afslutter hun.

Tak for dansen

Som afslutning på et yderst inspirerende interview, spørger jeg Louise, hvem hun vil pege på som den største inspiration inden for dansens verden. Hun tænker ikke længe, før hun nævner Peter Friis og hans ’Free your feet’. Hendes første møde med Peter var ved en inspirationsweekend i Herning. Louise husker tydeligt, at Peter startede sin workshop med at sige: 'Indtag en position af lykke,' hvorefter han kastede armene op i luften og lærte dem trinnet, som i den anledning fik navnet Lykke. 

'Peter har en utrolig smittende begejstring, der den dag fik mig til at flytte min blufærdighedsgrænse, og det gør han stadigvæk den dag i dag.'

Så Peter, hermed videregivet: Tak for dansen!

Og Louise, tak for at dele din historie - du er en sej kvinde!

 

Se hvad Louise kan tilbyde inden for Jumping på www.jumping-fitness.dk

 


 

Louises bedste råd til dig, der vil starte selv

Hvis du overvejer at blive selvstændig, så har Louise et par gode råd til dig:
-       Hav et godt team omkring dig, som du kan bede om hjælp
-       Sørg for god planlægning, planlægning, planlægning
-       Få hjælp til at finde rundt i ’opstarts-junglen’ (gratis iværksætterrådgivning)
-       Brug et gratis regnskabsprogram (f.eks. Dinero) og hyr en bogholder
-       Skab dig et godt arbejdskontor, gerne udenfor dit hjem.
 

 


 

Fakta om Louise

Alder og civil
33 år, single

Danse- og fitnessuddannelser
Gerlev Idrætshøjskole
Læste Dans på HF i Odense
Zumba Fitness instruktør
Strong by Zumba
Pound Instruktør (Den eneste i Danmark:-)
Fitness Instruktør fra Atwork
Bokwa Fitness instrutkør

Yndlingssang
’Når solen stikker af’ med Peter Sommer

Yndlings dansefilm
Step up og Dirty Dancing

Citat/livsfilosofi
‘Livet handler ikke om at vente på at stormen passerer, men om at lære at danse i regnen’ og ’Du bliver aldrig pålagt mere i livet, end du kan bære'    

 


            

Log ind eller Opret bruger