- Skrevet af Lisa Bærentsen
- Published in Månedens gæst
Parkinson-ramte Niels Christian:
'Flere skal møde dansen!'
(Photo credits: Lars Detlef, www.foto.detlef.dk)
Det var faktisk lidt tilfældigt, at Parkinson-ramte Niels Christian og hans kone Inger Marie mødte danseinstruktør Elisabeth Dalsgaard, der arbejder sammen med Parkinsonforeningen. Nu er hun blevet lidt at et idol for dem! ‘Hun har magiske hænder!’, siger Inger Marie med så meget taknemlighed i stemmen, at man ikke betvivler parrets udbytte af mødet med den energifyldte danselærer.
Niels Christian Brandt er 68 år gammel. Han og Inger Marie på 62 år bor i Skærbæk i Tønder Kommune, de har 2 børn og 5 børnebørn. Niels Christian er tidligere mekaniker, slagteriarbejder og pedel og har i øvrigt haft et aktivt liv lige som alle andre. For mange år siden fik han dog sukkersyge og det gik så meget ud over hans syn, at han måtte gå på deltid de sidste to år, inden han nåede efterlønsalderen.
i 2007 skete der noget, som fik endnu større konsekvenser for parrets liv. Niels Christian fik konstateret Parkinson. Med en melding om, at de skulle prøve at få 7 gode år sammen, røg Niels Christian og Inger Marie ned i et sort hul. Men på magisk vis formåede de at lægge en vilje for dagen, som er få forundt. Det skulle lægerne ikke have lov at bestemme! Parret besluttede sig for at leve efter devisen: 'Vi kan ikke ændre på det, men vi kan leve med det' og de holdt sig i gang ved fortsat at deltage i så mange ting som muligt. ‘Og vi har vundet,’ siger parret begejstret i dag. 'Nu er det 11 år siden!'.
Men det har ikke været uden kamp. For efterhånden blev Niels Christian's tilstand så dårlig, at det var svært at opretholde et normalt liv. Hans syn blev svagere og svagere pga. sukkersygen. Parkinson-symptonerne tiltog. Medicinen blev forøget. Han fik hjemmehjælp og kørestol. Han blev endda indlagt flere gange med bl.a. medicinforgiftning, lungebetændelse og væskemangel. Og vennerne begyndte at trække sig.
I efteråret 2016 faldt Inger Marie over en notits i Parkinsonforeningens medlemsblad, der vakte hendes interesse. ‘Niels Christian, lad os tage med til det her møde i Vejle, hvor der kommer en og fortæller om, hvordan dans kan bruges til Parkinsonpatienter,’ sagde hun - ganske uvidende om, hvad denne beslutning skulle komme til at betyde for hendes mands tilstand.
Hvad parret nemlig ikke vidste var, at danseinstruktør Elisabeth Dalsgaard ikke tog turen fra Farum til Vejle for at holde foredrag, men for at byde op til dans! Og det blev startskuddet til et nyt eventyr i parrets liv.
Dansen med Mr. Parkinson
Efter turen til Vejle, besluttede parret sig for at tage med på en af Elisabeth's danseuger i Spanien for Parkinson-ramte og deres pårørende. Og de blev i den forbindelse spurgt, om de ville medvirke i TV-optagelser før og under turen.
‘Niels Christian har altid været sådan en, der gerne vil dele ud af sine erfaringer omkring livet,’ fortæller Inger Marie ‘Han har også medvirket i interviewbogen om diabetes: Angsten er der jo altid.’ Så det var helt naturligt for parret at sige ja til det.
Et filmhold fulgte Niels Christian hjemme i privaten op til afrejse og filmede den udvikling, der skete med Niels Christian i La Pañeda ved Barcelona.
Det blev til den rørende ærlige TV-udsendelse ‘Dansen med Mr. Parkinson’ på DK4.
Niels Christian var klart den deltager på turen i maj 2017, der var mest hæmmet af Parkinsonsyge. Han var draget afsted med rollator og stok som hjælpemiddel - kørestolen havde han ladet stå hjemme i Skærbæk.
I en uge under varme himmelstrøg blev dansen sat i højsædet og det var på en gang dejligt ukompliceret og sjovt samtidig med at det gav parret en sammenhørighed, de ikke havde oplevet de sidste mange år.
‘Elisabeth’s tilbud er enestående i forhold til andre tilbud til Parkinson-ramte,’ siger Inger Marie. ‘Fordi det netop er noget, hvor vi som pårørende kan være med også.’ Det havde parret længtes efter længe. At det så skulle blive en så fantastisk og skelsættende oplevelse, havde de nok aldrig drømt om.
Inger Marie og Niels Christian har gået til dans sammen i 25 år, fra de blev gift og indtil de måtte stoppe på grund af Niels Christian's tiltagende udfordringer med bevægelighed, langsomhed og koordination. De kunne simpelthen ikke følge med undervisningen og det blev en dårlig oplevelse. Danseskoene blev sat på hylden!
Men det fik Elisabeth lavet om på. Hendes danseuger til Parkinson-ramte byder på sammenlagt 3 timers dans hver dag - vel at mærke serveret under de hensyn, som den enkelte har brug for. ‘Og hun kunne allerede ved vores første møde se på Niels Christian, at han havde danset før,’ fortæller Inger Marie begejstret.
Niels Christian's udbytte af danseugen var fantastisk. Han fik dansebenene igang igen og kunne endda løbe en kortere distance uden støtte sidst på ugen!
Kørestolen har han ikke haft brug for siden danseugen i Barcelona!
70 kvadratmeter garage indviet som dansesal
I Barcelona tog parret en beslutning om, at dansen skulle fylde mere i deres liv. De gik selv så vidt som at sige, at det skulle være en ny livsstil for dem! De fortalte Elisabeth, at de ville omdanne deres store garage hjemme i Skærbæk til dansesal, så andre Parkinson-ramte også kunne komme og danse. Elisabeth lovede at komme og indvi dansesalen, hvis de førte idéen ud i livet. Allerede i august samledes hele holdet fra Barcelona og folk fra det lokale område i den nye dansesal!
Men selv om garagen er på omkring 70 kvadratmeter, blev den for lille til formålet allerede inden, de kom i gang. Tilslutningen var overraskende stor. De indtil videre 30 personer mødes derfor hver anden uge i den lokale hal i Skærbæk Idrætscenter. De henter en instruktør ind fra Vejle og der er tilknyttet en talepædagog, der med jævne mellemrum laver stemmetræning med dem. De har fundet en god kombination af danseundervisning, sang og ikke mindst kaffebord til sidst. Her bliver hele verdenssituationen vendt indenfor deres fælles område; Parkinson-medicin, neurologer, handicapskilte, muskeltræning og taleundervisning. De deler erfaringer og laver små oplæg fra danseugerne, når nogen har været afsted.
Planer for fremtiden
Parret tør nu at lægge planer planer for fremtiden. Og de har store planer!
I næste uge deltager Inger Marie på Parkinsonforeningens instruktøruddannelse i Odense, så hun har mulighed for at være hjælpeinstruktør på det lokale hold i Skærbæk.
I maj og september drager de afsted på danseuge i Barcelona igen.
Og til sommer stiller de begge op i Royal Run i Aarhus!
Det er da planer, der vil noget!
Og så har de også lige det ønske, at få Elisabeth til byen igen, så de kan lave et stort arrangement i Skærbæk Idrætscenter. Så endnu flere kan møde deres store danse-idol!
Nu har jeg jo mødt parret og mærket deres figthervilje, så lur mig om ikke alle planerne bliver ført ud i livet!
Tak herfra fordi I deler jeres fantastiske historie med os til stor inspiration om at stå sammen og sætte pris på de ting i livet, der betyder noget for os.
Og om at huske at danse!
Lisa, dancezone.dk
Læs mere om Elisabeth Dalsgaard's samarbejde med Parkinsonforeningen her:
https://www.parkinson.dk/livet-med-parkinson/dans-med-parkinson
Fik du ikke set 'Dansen med Mr. Parkinson' på DK4?
Fortvivl ikke!
Udsendelsen genudsendes bl.a. i dag lørdag den 3. februar 2018 kl. 17.25 og igen tirsdag den 6. februar 2018 kl. 04.05, fredag den 16. februar 2018 kl. 05.55 og torsdag den 22. februar 2018 kl. 09.05.
Hvis den går lige så meget i hjertet på dig, som den gjorde hos mig, så hav lige en pakke Cleenex ved hånden…