- Skrevet af Lisa Bærentsen
- Published in Dansebloggen
Zumba-bølgen vælter ind over Danmark
- join the party!
Det er med glæde, at jeg her kan præsentere jer for et interview med certiferet Zumba-instruktør Kema fra Sacramento i Californien, som i samarbejde med Dansk Firmaidræftsforbund laver Zumba workshops i Jylland og på Fyn. Kema stod for år tilbage som nybagt Zumba-instruktør i Danmark, men kunne ikke få job, da ingen kendte den nye danse-fitnessform Zumba. Nu får hun så mange opringninger, at hun af og til er nødt til at takke nej til jobs.
Måske gjorde du lige som mig, da jeg sidst på året 2009 ved en fejl slog over på TV-shop og der pludselig tonede en flok glade Zumba-folk frem på skærmen. Jeg blev hængende - og noterede mig lige den hjemmeside, hvor jeg efterfølgende købte Zumba-dvd'en. Måske synes du også, at historien bag lyder lidt spøjs, men det er rigtigt nok; Zumba opstod rent faktisk ved en tilfældighed, da den sydamerikanske fitnessinstruktør, Alberto 'Beto' Perez en dag måtte improvisere og undervise til det musik, han tilfældigvis havde i sin bil - fordi han ganske enkelt havde glemt det 'rigtige' musik. Det blev til Zumba og udviklede sig hurtigt til en Zumba-bølge i Sydamerika - som nu har ramt Danmark godt og vel et årti senere.
Jeg har netop haft fornøjelsen af at opleve kyndig Zumba-instruktion hos certificeret Zumba-instruktør, Kema Schmidt. I 2007 startede hun i fitnesscenter i Californien, fordi hun trængte til at afstresse i forbindelse med alvorlig sygdom i familien. Her fik mødet med Zumba konsekvenser for hendes liv og arbejdsmæssige satsning. Hun oplevede en livsglæde og en energi i denne motionsform, som samtidig helt tydeligt gav resultater i forhold til både fedtforbrænding, toning og kondital. Og så var det så sjovt, at hun altid glædede sig til at komme til træning. Hun blev så grebet af det, at hun ville prøve kræfter som instruktør. Hun tog Zumba-uddannelsen i 2008 og var klar på at tage Zumba-bølgen med til Danmark.
Men danskerne kendte ikke til Zumba på det tidspunkt. Så ingen turde rigtig sætte det på programmet - indtil et fitnesscenter i Nyborg, hvor Kema bor, gav hende chancen.
Nu er billedet et helt andet. Idag er der ca. 30.000 certificerede Zumba-instruktører fordelt på 75 lande! De danske danseskoler har også forelsket sig i den energiske og stemningsfyldte fitnessform og har sendt deres instruktører afsted på det første Zumba-kursus på dansk grund. Så Zumba findes allerede på programmet - ikke kun i fitnesscentrene - men også på danseskolerne.
'Zumba er for alle uanset danseerfaring, også mænd' siger Kema, der oplever at have hovedsageligt kvinder på sine hold. Den nye danse-fitnessform er en kombination af salsa, merengue, reggaton og cumbia, men adskiller sig ved at man ikke danser parvis. 'Man lærer nye Zumba-trin hver gang, hvilket gør det nemt at falde ind på et hold, selvom man måske ikke kan komme hver gang'
Og der findes Zumba for alle aldre. Kema er f.eks. også certificeret til Zumbatomic, som er for børn. Der findes Zumba Gold for ældre og rullestolsbrugere. Der findes Aqua Zumba og Zumba med toning sticks. Ja, der er nok at vælge mellem.
'Kig efter logoet', smiler Kema, der altid efter en Zumba-workshop understreger, at man ikke er blevet uddannet til at gå ud og undervise i Zumba efter to timers undervisning. 'Zumba logoet er din garanti for at du har med certificerede Zumba-instruktører at gøre.' Der er flere instruktør-kurser på vej for dem, der gerne vil undervise i Zumba. Se det officielle logo og læs om uddannelsen på www.zumba.com.
Har du fået lyst til at få en smagsprøve på den nye danse-fitnessform, kan du møde Kema i regi Dansk Firmaidrætsforbund igen søndag den 7. marts 2010 - denne gang i Nyborg.
Som Zumba's eget slogan hedder: Ditch the workout - join the party!
Find mere om Kema og hendes nystiftede Zumba-forening på:www.kemazumba.dk og www.zumbaforeningen.dk
Fakta om Zumba-uddannelsen
Det koster ca. 2000 kr. at få et Zumba-certifikat og ca. 200 kr. om måneden at være en del af et decideret Zumba network, hvor instruktører holdes up to date mht. musik, trin mv. og får mulighed for at komme til store Zumba conventions. De næste instruktør-kurser finder sted i Viborg den 13.-14. marts 2010 og i København den 26.-27. marts 2010.
Se mere på www.zumba.com under Instructor Training.